Allerup landsby og bakker

Kultur

Allerup landsby og bakker

Allerup er i vide kredse kendt for en flok uheldige beboere - Allerup drengene der begik en række kriminelle handlinger og endte med at begå mord. Allerupdrengene blev født på Østergaard i Allerup i slutningen af 1800 tallet og det endte med at de brændte gården ned i 1932.

I Allerup by, vil du kunne se, at der stadig er en del ganske smalle jordstykker. Ved landbrugsreformerne og udflytningen omkring 1787 blev størstedelen af de  danske små gårde flytte ud fra landsbyerne og de mange smalle jordstykker med hver deres ejere blev samlet til større tilliggender. I Allerup blev udflytningen ikke gennemført, og gårdene ligger koncentreret i Allerup by. Noget lignende ses kun få andre steder i Danmark.

Nordøst for Allerup findes Allerup Bakker - en skov der er en del af Jyske Aas. Allerup bakker var i 1800 tallet en skovløs lynghede som blev afgræsset. I 1872 købte Scavenius på Voergaard en del af arealerne og lod disse tilplante. Nevøen Erik (der forresten senere blev statsminister) fortsatte skovplantningen. Andre dele er tidligere tilplantet af Godsejer Adolph Winkel fra Dybvadgaard i årene 1809 - 1885. Allerup Bakker var imidlertid tilholdssted for tatere og rakkere - samfundets udstødte. Et område kaldes Barselsdalen, hvor kvinderne formodes at have født deres børn. I Bakkerne finder man fortidsmindet Voldene der blev fredet i 1912.

Voldene ved Allerup
Nordøst for Allerup by findes "voldene", som er resterne af et voldanlæg fra 500-600 tallet. Der er foretaget mindre udgravninger og det kan fastslås, at det flere hektar store voldanlæg er opført af lokale, sandsynligvis som forsvar mod de indtrængende daner, som kom fra Sverige og efterhånden erobrede store del af Danmark. 

Der findes fortidsminder, der er lands-, ja, undertiden internationalt kendte, og så er der dem, som selv lokalbefolkningen måske aldrig har hørt om. Voldene hører så afgjort til den sidstnævnte kategori. Det trods alt ejendommelige, forhistoriske ringvoldsanlæg ligger på toppen af Skansebakke i Allerup Bakker, som er en del af Jyske Aas, et par kilometer øst for Flauenskjold, 102 m o.h. Fra vest- og nordvestsiden er der en storslået udsyn over Midt- og Vestvendsyssel, helt over til bakkeøen med Børglum Kloster, ca. 30 km i nordvestlig retning.

Dette ret vanskeligt tilgængelige sted har med sin isolerede højde været oplagt som tilflugt i urolige tider. Det ret uregelmæssigt forløbende anlæg, som følger bakkens bugte­de forløb, har sovet tornerosesøvn igennem mange århundreder uden at påkalde sig særlig særlig interesse. Det havde, været opmålt en enkelt gang i 1906 ved numismatikeren og arkæolo­gen Peter Hauberg og den danske voldsteds-forsknings senere nestor, dr.phil. Vilhelm la Cour, og fladenivelleret i 1958, før National­museet i 1962 på ny foretog undersøgelser med det sigte at finde belæg for dateringer ved hjælp af pollenanalyse og kulstof-14-metoden.

Bankens sydlige og højeste del udgør et bredt plateau med hovedorienteringen nordøst-sydvest. Det måler ca. 175 m og er i øst ca. 115 m og i vest ca. 105 m bredt. Et par slugter skærer sig ind i banken, og mod nord skyder en lavere og smallere tunge sig ind til plateau­et, således at det samlede ringvoldsanlæg nær­mest antager udseende af et kløverblad, men i meget forskelligt niveau. Vilhelm la Cour anslog størrelsen af det samlede areal til hen ved 1,7 ha.

Ud fra fundet af et enkelt keramikskår i samme lag som de undersøgte pollen drister Vilhelm la Cour sig til en sandsynlig tidsfast­sættelse af anlæggelsen af Voldene til et tids­punkt mellem ca. 400 og ca. 800 e.Kr. En kulstof-14-analyse af trækul i nedskredet og tilføjet sand fra efter, at Voldene må være ble­vet opgivet, gav en datering af dette lag, efter at der havde dannet sig et ca. 70 m tykt lag over bunden, til år ca. 1300 plus/minus 100 år.