Galgehøjene ved Kongevejen

Galgehøjene
Kultur

Galgehøjene ved Kongevejen

Galgehøjene var i mange år rettersted for Dronninglund Birketing. Til daglig tænker man ikke på, hvilke frygtelige tragedier, der har udspillet sig her gennem et par hundrede år, hvor heksebålene flammede fra Skagen til Limfjorden.

De to gravhøje fra bronzealderen. Den vestlige hører til blandt de største høje i Vendsyssel. Den har været endnu højere, men blev for godt hundrede år siden beskadiget ved gravning i toppen. Fra højen er der en imponerende udsigt mod vest og øst ad den ”Gamle Kongevej”, der snor sig langs højens fod.

Lokalhistorikeren A. P. Gaardbo fra Raabjerg rejste i 1871 rundt i Vendsyssel for at foranledige, at oldtidshøjene blev fredet. Han undersøgte den østlige høj og fandt to jættestuer i den, en større og en mindre, der stod i forbindelse med hinanden ved en gang. I graven fandtes enkelte stenredskaber og et par hjul af sten. De var ca 20 cm i diameter. Det var meget smukke og sjældne kamre, man fandt i højen, men ukyndigheden rådede for meget ved den pågældende lejlighed, så det hele blev fuldstændig ødelagt. Alle stenene blev kørt bort og brugt til byggematerialer på Dronninggård.

Da højen blev udgravet og indeholdt en lille kande smedet af jern og en bronzedolk.

Til højen knyttes et sagn om, at den var beboet af dværge, som var smede og venligtsindede over for mennesker. Egnens bønder kunne blot lægge deres plovjern på højen, hvis de var blevet sløve, og næste morgen kunne de hente dem i repareret stand. Om natten kunne man se dværgene danse omkring højen, der rejste sig på gloende pæle. 

Galgehøjene var i mange år rettersted for Dronninglund Birketing.

 

FAQ galgehøjene

Dronninglund Birk og Tingsted

Dronninglund Birk blev oprettet i middelalderens slutning, da Christian den 1. gav Hundslund kloster til et selvstændigt birk, stadfæstet 11. december 1531 som et gejstlig birk. Efter Reformationen blev birket i 1581 til et adelsbirk.

Birkets tingsted var ved Dronninglund Slot og Tingdagen var lørdag. En tingdag trak mange folk til, hvorfor beliggenheden ved Kongevejen var ideel. De henrettede forbrydere kunne herfra ses til skræk og advarsel.

Selve tingstedet bestod af en firkant af store sten, hvorpå der lå 4 bjælker, de såkaldte tingstokke. Midt i firkanten lå en stor sten ”Tyvestenen” på hvilken forbryderne sad, når de fremstilledes i retten. Fogeden, skriveren og tinghørerne - (”stokkemænd” - en form for nævninge) sad på de 4 bjælker. 

 

Henrettelsespladsen - en grum historie

Henrettelsespladsen for Dronninglund Ting (med galge, kagstok, hjul og stejle*) blev anlagt mellem de to gravhøje ved Kongevejen.

En henrettelse blev på den tid regnet for en festdag blandt de lavere samfundsklasser, og man mødte op fra hele egnen for at tage del i denne folkeforlystelse. Nogle steder opslog kræmmere og andre handlende deres boder ved retterstedet. Foregik henrettelsen på landet, havde en deling soldater almindeligvis slået kreds om retterstedet for at hindre, at nysgerrige tilskuere masede sig alt for tæt på. Ved siden af retterstedet var opkastet en grav til forbryderens legeme eller rejst pæl, hjul og stejle. På pælen nedrammedes forbryderens hoved med et langt spiger, og efter radbrækningen (**) blev den parterede krop lagt til skue på hjulet med lemmerne indflettet i dets eger. Et uhyggeligt syn mødte den vejfarende især om natten, hvis man turde benytte vejen forbi retterstedet.

Bødlen og natmanden
Bødlens arbejde bestod i at fæste jernbøjlerne om den dømtes hals og at føre det dræbende øksehug. Hans medhjælpere, natmandens folk, skulle derefter bringe forbryderen til retterstedet i rakkersloffen. Vejen til retterstedet blev ofte lagt omkring de forskellige gerningssteder. Hvert sted blev den dømte knebet på kroppen med gloende jerntænger og sidste gang på retterstedet. Natmanden skulle også lægge den dømtes legemet på hjul og stejle og sætte hånd og hoved på stagen eller nedgrave henrettede eller selvmordere i galgebakken.

Under selve halshugningen holdt rakkeren ved den dømtes hår, og når hovedet var skildt fra kroppen fremviste han dette og nævnede forbryderens navn.

Der er beretninger om, at der ofte var opstillet et kar, hvori den dødes blod blev samlet, og umiddelbart efter halshugningen strømmede folk frem med skåle eller krukker for at sikre sig lidt af blodet, der tillagdes overnaturlige kræfter. Efter en sådan henrettelse kunne man se folk skynde sig hjem over heden med de dyrebare dråber, der skulle påsmøres inden det størknede, hvorved det mistede sin kraft. 

I 1833 blev brugen af de såkaldte pinegivende livsstraffe ophævet, og færre og færre forbrydere blev bragt til retterstedet, når der blot forelå en formildende omstændighed.

---

Lærer Niels Pedersen i Bolle, der var meget kendt for sine lokalhistoriske iagttagelser og publikationer, fik i årene 1873 – 1875 til opgave at registrere og beskrive gravhøjene i det store Dronninglund sogn. Han fandt på pladsen mellem de to høje resterne af en tyk egestolpe. Egnens folk fortalte ham, at på denne stolpe var mordersken Ane Kolding fra Hjallerup blevet hængt i 1768.

En nærmere  undersøgelse viste imidlertid, at det var resterne af retterstedets stejle, lærer Pedersen havde fundet.

*)En Stejle er den kraftige pæl, hvorpå der øverst var anbragt et vandretliggende vognhjul. Herpå blev den henrettedes krop og lemmer udstillet efter, der var sket radbrækning og partering.Pælen var placeret mellem højene.

**) Radbrækning betyder, at ofrets rygrad blev brækket, ved at kroppen blev tvunget bagover.

Hekseafbrændinger

Ved midsommertid i 1618 blev Karen Pedersen, Gerå, dømt og brændt som heks på Hundslund birketing. Hun blev angivet af "Ulsted Heksen” (Karen Bruun), der selv blev dømt ved Hundslund Birk i 1587. Den sidste er Inger Jensen, Skonnings fra Melholt. I retssagen mod hende bevidnede Peter Clausen, at han på vej til Ulsted kirke havde set en stor ting komme svævende hen over jorden som en ørn. Den fløj lige imod ham og omskabtes da til et kvindfolk, som viste sig at være Inger Skonning. Hun blev også beskyldt for andre heksekunster og bekendte under tortur, hvorefter hun endte sine dage i september 1626 på Galgehøjen.

Den sidste henrettelse ved galgehøjene (Ane Kolding)

Den sidste henrettelse i Vendsyssel skete ved Galgehøjene den 19. april 1768. Her blev den 40-årige Ane Hansdatter, kaldet Ane Kolding, henrettet på pladsen mellem de to høje.Ane Koldings henrettelse beskrives som det mest frygtelige drama Galgehøjene var vidne til.

Ane Hansdatter stammede fra Ulsted og var gift med ejeren af gården ”Kolding”. Ane betegnes som "Meget liden og klejn af vækst og lemmer, af anseelse som et halvvoksent menneske, ser vel ud i ansigtet, som er rundladen og rødligt".

Ane blev dømt for at have dræbt sin moster og fætter, da de beskyldte hende for at have stjålet 40 rigsdaler. Ligene begravede hun under logulvet i Koldings lade. Da en tjenestepige senere antydede, hvad der var foregået, blev hun også dræbt. Ane blev pågrebet sammen med sin mand og indsat i arresten i Aalborg. Det lykkedes dem at flygte men blev efter en måneds tid på flugt fanget og Ane blev anbragt i fangehullet i Dronninglund kirketårn, hvor hun blev forsvarlig lænket. En regning fra smed Rasmus Bech i Try dateret d. 17. april 1768 lyder: ”Til delinkventen Ane Hansdatter lavet en jernlænke og et stort stabel fastslagen i arresten 4 mark”. Ligeledes er der opført regning på nogle opbyggelige bøger, præsten i Dronninglund havde indkøbt til mordersken. De skulle hjælpe til at forbedre hende inden dødsdommen blev eksekveret. Skarpretteren fik 33 rigsdaler for eksekutionen.

Undervejs til Galgehøjen blev Ane knebet med gloende tænger tre gange. Det fortælles, at medens hun i natmandens sloffe kørtes til retterstedet sang hun hele tiden.